4 regler når du skriver til web

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)

At skrive til web – og til trykte magasiner er to helt forskellige discipliner. På mange måder er det sværere; jeg mener, mere udfordrende:) – at skrive godt til nettet. Du skal nemlig formulere dig kort og knivskarpt, uden at miste informationsværdien. Umuligt? Overhovedet ikke – blot et spørgsmål om øvelse!

Her er fire guidelines som giver dine nyhedsbreve, blogindlæg og webartikler endnu flere læsere:


1. Formuler dig præcist
På web er din artikel eller blogindlæg blot et enkelt klik fra konkurrentens; du har ikke privilegiet af at være et trykt magasin, hvor din læser sidder i en god stol med en kop kaffe og har 100 % fokus på dig.

Eksempel: Lad os tage udgangspunkt i dette blogindlæg. Overskriften “4 regler…” må siges at være præcis! Så ved du som læser hvad du får.

Alternativt kunne jeg vælge at skrive: “Skriv godt til web”. Denne sidstnævnte overskrift ville sagtens fungere i et trykt magasin – men på web ville denne bredere overskrift komme til kort overfor fx en overskrift der mere præcist lover 4 konkrete regler.


2. Brug ord og udtryk der giver masser af information
Ja, igen, lad os tage det knap så gode eksempel “Skriv godt til web”. Hvad er “godt”? “Godt” er ikke et ord der fortæller en hel masse. Og det er netop det du vil på web; fortælle dine læsere en hulens masse – i blot en enkelt overskrift.


3. Skriv kortere – men uden at gå på kompromis med informationsværdien
Ja, se dét er en udfordring! Når jeg som webredaktør fx vil bruge en artikel fra det trykte magasin – til web, er det ikke bare overskriften á la punkt 2 jeg skal ændre ved og gøre mere præcis. Jeg skal sørge for at overføre hele essensen af den 4 siders magasinartikel – til en skærmsides webartikel.

Øvelse: Læg mærke til de opsummerende bokse i magasinartikler, med “3 veje til…” eller “Sådan gør du”.  Det er lige præcis denne type indhold der egner sig til web.


4. Øv dig i at skrive hurtigt – og med selvtillid
Hvis du vil have tid til at opdatere dit website og blogge – ofte, og ikke kun en gang hver 14. dag, så er det en god idé at du lærer dig selv at skrive på tid.

Øvelse: Afsæt fx 30 minutter til dit næste blogindlæg – brug evt. et ægur! Og gi’ den gas på tastaturet. Næste gang er det på 20 minutter. Og til sidst kan du på 10 minutter – hvis du altså vil.

Og hvorfor med selvtillid? Jo, selvtillid gør dig modig. Og på web kan det godt betale sig at være modig. At formulere dig selvsikkert og med urokkelig tro på dig selv og dit produkt.

Eksempel: “4 regler når du skriver til web”… hvis jeg ikke havde selvtillid i denne formulering, ville jeg ikke turde skrive “4 regler”. Så ville jeg tænke, der er jo så mange andre gode regler også. Og hvorfor skal lige præcis mine regler; mine erfaringer være noget værd?

Skriver jeg denne overskrift uden selvtillid ville den typisk lyde: “Gode regler når du skriver til web”. Og så ville jeg fortsætte: “Der kan måske godt være nogle forskelle på, om du skriver til et magasin eller til web…”.

Kan du se forskellen – på selvtillid, og formuleringen der ikke er helt sikker på, om den tror på sig selv? Så – op med koppen, og lad det skinne igennem din tekst, at du tror på dig selv!

****
Som jeg plejer at fortælle mine webkursister – DU har så meget viden indenfor dit felt, som du med fordel kan dele med andre i fx en blog. Skriv derfor præcist, informativt, kort, hurtigt OG med selvtillid; det har du jo al mulig grund til – så er du garanteret mange og glade læsere på din blog.

:)
a-g

LÆS OGSÅ:
6 tips til din perfekte blog
Lær at blogge på 31 sider – tjek min ebog i webshoppen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *